tirsdag den 6. januar 2009

Tid til status og flytning....

....for mit garn!
Førhen boede mit garn i diverse uigennemsigtige plastikposer i store papkasser fra Ikea. Fint og ordentligt så det ud på reolen, men når jeg dykkede i kasserne for at finde mit garn, måtte jeg have fat i nærmest alle poserne før jeg fandt det eftersøgte.

Nu var det alligevel tid til at få opgjort mit garnlager, så jeg kiggede efter et mere indbydende hjem til mit garn. For det første pakkede jeg det i gennemsigtige poser og skrev garn + vægt udenpå. Mit lille excel-skema blev opdateret, så jeg har overblikket uden at skulle hive poser frem, og endelig fik garnet lov at flytte i de 2 nederste skuffer i denne fine gamle kommode som min mands farfar har lavet for mange, mange år siden.

Dog bliver mit Læsø-garn boende i en Ikea-kasse for sig selv, men det fylder pt. så meget, at det nemt fylder en kasse selv.

Mit lager er pr. 6. januar 2009 på knap 7 kg - helt præcist 6970 gr. Der var også nogle smårester imellem, som jeg altså ikke nænnede at smide ud - det blev en lille pose med knap 300 gr. rester - nu udset til dukkekreationer.

Dejligt at få ordnet og skabt overblik, men puha, der skal godt nok strikkes en del, hvis jeg skal bruge bare halvdelen af mit garn i år.... godt jeg er med i "12 projekter 2009" på Ravelry, så skulle motivationen og inspirationen være på plads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK