torsdag den 27. maj 2010

SUPER-KIDS


JEG nyder, at vores børn har lysten til at løbe som deres forældre - og det er en fryd at se, at de har fremgang. I går stod der Knaberløbet på programmet, så hele svigerfamilien var samlet for at vise flaget. Vi havde gode forventninger om, at Jakob og Astrid ville kunne få pæne resultater i deres aldersgrupper (0-10 år), og egne forventninger var også rimeligt høje omend det ikke drejede sig om placeringer, men om tids-forventninger.

VEJRET var perfekt. 12 grader, en stille og mild vind og solskin. Rekord-mange deltagere, en fin rute og god stemning - selvom de virkelig seriøse skubbede og puffede noget oppe foran i feltet, hvor jeg også stod med Astrid og Jakob. Der blev ikke vist meget hensyn til børnene, der fik arme i ansigtet og blev trådt over tæerne i de sidste minutter op til start.

MIT udgangstempo var fint med 4:20 på den første km., men derefter kneb det for mig at finde flowet. Jeg måtte ned at gå et par gange, men det lykkedes mig aldrig at finde tempoet igen.

SKUFFET var jeg, da jeg kom i mål i tiden 25:55 på distancen 5,1 km. :-( - havde håbet og forventet, at jeg kunne løbe tæt på de 25 minutter, men altså ikke i dag. Dog var jeg ca. 45 sekunder hurtigere end sidste år, og det var mit andet mål at forbedre sidste års tid.

SÅ kunne jeg tilgengæld glæde mig over, at Jakob kom i mål i tiden 25:07 og Astrid - endnu en gang tog fusen på os - kom ind efter 27:56 minutter.

VENTETIDEN indtil præmieoverrækkelsen var lang, men der blev hyggesnakket til højre og venstre med mange venner og bekendte.

ENDELIG blev vinderne kåret. Spændingen var stor. Astrid sad og nærmest sitrede, da de nåede til hendes aldersgruppe. Tror aldrig jeg glemmer hendes ansigtsudtryk, da hun blev råbt op som vinder. <3 KÆMPE smil og tindrende øjne. Kort efter fulgte Jakob efter hende - ligeledes storsmilende - og fik også medalje, diplom og præmie.

LILLE seje Signe løb 3,2 km. sammen med farmor i tiden 32:22 minutter. Jeg tror, at det er en meget træt pige, jeg kan hente i børnehaven i eftermiddag.

HER et billede af de 2 store vel hjemme med medalje og diplom:



DE næste par dage skal jeg lige fordøje skuffelsen og overveje min taktik mht. træning og distance for de kommende løb. Jeg tror stadig, at jeg har mit potentiale på 5 km., og synes ikke, at jeg har skulket med intervaltræning, men hvis jeg skal blive hurtigere - og det VIL jeg være - så må der mere træning til.

FAKTA: 5,1 km. - 25:55 minutter - 12 grader, stille vejr

torsdag den 20. maj 2010

FOTO-dok


BILLEDER fra min løbetur i onsdags, hvor jeg løb favoritruten "sandbakken". Beklager kvaliteten - de er taget med min mobiltelefon, og nogle af dem i rask løb.



Grusvejen efter ca. 500 meter - om sommeren er der køer til højre for vejen. Længere henne kan man være heldig, at de vil løbe om kap.



PÅ vej gennem "krattet" langs engen. Jo, den er god nok - der er en sti igennem her, bare fortsæt lige ud. Først på sæsonen skal der klippes lidt til for at komme igennem, da stien stort set kun bruges af min familie. Senere bliver det nødvendigt at sende manden ud med havetraktoren for at holde græsset nede.


HER et kig ud over engen ned mod åen - billedet kan slet ikke gengive den fantastiske udsigt.



FOR foden af "sandbakken" - det er fint sand, der er i hjulsporene. Midterrabatten er ret ujævn, så det er med risiko for forstuvede ankler, hvis man vælger den bane.



HALVVEJS oppe ad bakken med solen i ryggen - mere og mere sand.



TOPPEN endelig i syne - de sidste meter har en rimelig stigning, sagt på godt jysk.

FAKTA: 4,08 km. - 20:37 minutter - 14 grader, stille vejr.


TIL sidst et billede af min nye lækre langærmede løbebluse, som jeg var så heldig at få i posen til lagersalget hos Active Sportswear i starten af maj. Fin lomme på ærmet til iPoden, og huller til tommelfingrene, når man trækker ærmet ud over hånden på kølige dage.


Skøre høns

EN gang for mange år siden (da gemalen og jeg rundede de 30 år) fik vi 3 høns af mine svigerforældre. Inspireret af Monrad og Rislunds lille sketch om bl.a. et par høns kom 2 af hønsene til at hedde Ole og Lone. Den 3. kom til at hedde Plys - vist nok opkaldt efter Peter Plys, som sønnike var glad for.

DE 3 høns havde vi glæde af nogen tid, og naboerne var også glade for at komme godt af med alt deres grønne affald. Da gemalen på et tidspunkt havde stor rejseaktivitet og jeg var sygemeldt ifm. graviditet, blev vi enige om at afhænde hønsene til nogle gode venner. Kort efter traf vi beslutningen om flytte til Jylland, så hønsene havde vi næppe taget med hvis de ikke allerede var afsat.

SIDENHEN har vi fået nye høns, og har også bedre pladsforhold til det nu, end før hvor vi boede i parcelhus med standardstørrelse have.

SNART skal vi besøge vores gamle naboer, og med til fruen har jeg et lille hønsehus med 2 skøre høns. Her et billede af dem, mens de nød det fine maj-vejr:



FAKTA:
Mønster: Påskehaner fra SandnesGarn (kit nr. 7)
Garn: Fritidsgarn fra Sandnes - pinde nr. 7 - jeg brugte ca. 30 gr. af hver farve og lidt Naturuld-rester
Fyld: engangsvaskeklude klippet i småstykker og et par gode håndfulde kikærter i bunden til stabilisering.
Start: 10. maj 2010
Slut: 20. maj 2010
Hot or not: Hot, tjah - jeg tror da, at jeg kommer til at lave et par til mig selv, så helt tossede er de ikke - kun lidt skøre. ;-)











mandag den 17. maj 2010

Up-Tempo tur

JEG har nogle gange løbet med tempoalarm (4:20/km - 5:00/km)  på mit FR205, og nu skulle den have et nøk mere. Mandens teori er, at jeg skal presse mig selv ned under den km-tid, jeg har sat som mål, så alarmen blev sat til 4:00/km - 4:40/km.

TRODS en del vind gik turen godt, og det var helt rart at løbe i tørvejr igen. Når alarmen bippede og jeg løb for langsomt, forsøgte jeg at skrue tempoet op igen, men hvis der ikke var mere at give af, var jeg nede at gå, mens jeg fik vejret igen - mellem 35 og 50 meter.

SÅLEDES så mine "intervaller" ud:

1. 710 meter - 2:59 minutter - 4:12/km
2. 335 meter - 1:31 minutter - 4:33/km
3. 304 meter - 1:22 minutter - 4:31/km
4. 186 meter - 49 sekunder - 4:24/km
5. 321 meter - 1:27 minutter - 4:30/km
6. 252 meter - 1:05 minutter - 4:18/km
7. 204 meter - 52 sekunder - 4:17km

SAMLET 2,31 tempo-km på 10:05 minutter - svarende til et pace på 04:22/km :-D - det ville ikke være dårligt at få det overført til en 5 km.

DETTE er en af mine favoritmetoder til intervaltræning - og når benene samarbejder, er det jo sjovere.

FAKTA: 2,55 km. - 12:23 minutter - 11 grader

UGE 19 - på udebane


UGE 19 bød på udebanetræning, da vi skulle til Sjælland til konfirmation hos min niece. Her et billede af den søde konfirmand med yngstedatteren på skødet. Signe kunne slet ikke få nok af den store kusine.





10. 5. - UGENS træning startede dog hjemme. Jeg tog en "helt almindelig" tur uden nogen særlig træning indlagt på yndlingsruten. Afsted kl. 20 og bare nyde aftenroen, imens manden sørgede for at få børn i seng.

DET var en af de ture, hvor der var godt flow i benene, og bakken ikke føltes som en kæmpe udfordring.

FAKTA: 4,08 km. - 20:22 minutter - 7 grader.



13. 5. - UGENS anden tur var planlagt til en hård omgang bakketræning hjemme ved min mor, hvor vi skulle overnatte. Planen var at vi - manden og jeg - ville træne når vi nåede frem onsdag aften, men efter køreturen trængte vi mere til kaffe og afslapning.  Tidligt torsdag morgen gjorde jeg mig klar til bakketræning, men kunne ikke få lokket manden med. :-)

JEG lagde ud med ca. 1,8 km. opvarmning i roligt tempo. Derefter 5 gange op og ned ad bakken, der er ca. 265 meter fra bund til top med en gennemsnitlig hældning på 5%. Jeg afsluttede med afjogning over ca. 950 meter. Det var en god træning, hvor jeg følte, at jeg havde mere at give af, men tiden var ikke til flere ture, hvis jeg skulle nå i kirke til konfirmation i tide. (Manden nåede en løbetur mellem kirke og fest).

FAKTA: 5,13 km. - 28:35 minutter - 7 grader


15.5. - MIN søster og hendes kæreste løber også meget, og når vi er sammen forsøger vi altid at få en tur sammen. Denne gang skulle vi løbe i Køge Ås og Jakob og Astrid skulle med på turen på ca. 6 km. Glædeligt var det, at min niece er begyndt at løbe og havde lyst til at løbe med os.

VEJRET var en strid modspiller - rigtigt efterårsvejr var det. Blot 6 grader og regnvejr. Ingen tvivl om, at vi var blevet hjemme i varmen, hvis vi ikke havde haft en aftale med min søster.

DET var en utrolig smuk rute på dejlige skovstier gennem en forårsgrøn skov, der ikke lod sig mærke af det efterårsagtige vejr.

MIN søster og niece drejede fra efter ca. 3 km, og vi andre fortsatte ad den planlagte rute. Jeg fulgtes med Astrid, der klarede sig godt, til vi fik strid modvind. Her gik hun kold - blev for alvor kold og skulle peptalkes videre. Længere fremme løb manden og Jakob sammen med søsters kæreste. De tog lige en seriøs bakke en ekstra gang og lod os løbe forbi, for at indhente os senere.

VI rundede de 5 km. og jeg kunne opmuntre Astrids med, at der ikke var langt igen. De 2 ældste løb en ekstra sløjfe, da børnene og jeg selv kunne finde det sidste stykke tilbage til varmen.

SLUTDISTANCEN lød på 7,6 km. for Astrids og mit vedkommende! Våde og trætte, men vi havde uden store problemer løbet en god lang tur, hvor vi også så et enkelt rådyr på meget nær hold.

DET var skønt at løbe i skoven på gode stier, men næste gang vil vi gerne opleve ruten i tørvejr - det er vel ikke for meget at bede om?

FAKTA: 7,6 km. - 51:08 minutter - 6 grader og regn

tirsdag den 11. maj 2010

UGE 18 - VARIATION

EFTER IForm-løbet har jeg igen lidt tid til at lege lidt med min træning inden næste officielle løb (d. 26. maj). Jeg nyder at være ude til løb og teste mig selv, men det er også skønt at have en tidshorisont at arbejde med, når træningen skal tilrettelægges mere seriøst.

FORUDE venter et par løb med stigninger, som jeg håber at klare bedre i år end sidst, så en del af min træning består af bakketræning, men fremfor alt er der variation i min træning, hvilket sidste uges træningspas vist også vidner om.

3.5.10 - Første træning efter IForm-løbet. Jeg havde overraskende friske ben ovenpå det hårde arbejde ved lørdagens løb. Jeg begav mig ud på min favoritrute med mulighed for at bakketræne. Jeg løb bakken 2 ekstra gange, og prøvede at hold et fornuftigt tempo de 2 km. hjem fra toppen, men benene var syret godt til, så det var en kamp.

FAKTA: 4,82 km - 26:03 minutter - 10 grader

5.5.10 - Min mand løber også, men væsentlig hurtigere end mig, så det er sjældent, at vi løber sammen. I dag ville vi afprøve en ide, der måske kan gøre fælles træning sjov og udfordrende for os begge to - nemlig en jagtstart.

VI tog udgangspunkt i vores årsbedste tider på favoritruten, hvilket sendte mig afsted med et forspring på 2:10 minutter.

JEG var imidlertid langt fra oplagt til dagens træning, men en 5 minutters powernap og lidt peptalk til mig selv, fik mig i løbetøjet i overbevisning om at jeg ville have det bedst med en løbetur.

PÅ trods af at jeg havde en supermotiveret mand jagtende efter mig, løb jeg mit eget løb og fandt en god rytme, og bekymrede mig ellers ikke om, hvorvidt jeg ville blive indhentet eller ej.

CA. 500 meter fra "mål" blev jeg indhentet, og jeg blev slået med ca. 25 sekunder udover de 2:10 minutter jeg startede før ham.

JEG endte med at forbedre min egen årsbedste tid med 6 sekunder på en dag, hvor krop og ben slet ikke var indstillet på at løbe, så turen var godkendt. Og jeg havde det langt bedre efter løbeturen end før.

DET er bestemt ikke sidste gang vi løber en jagtstart - og så håber jeg bare, at jeg kan yde lidt mere modstand næste gang.

FAKTA: 4,08 km. - 20:39 minutter - 9 grader


6.5.10 - Der stod intervaltræning på programmet i dag. Jeg ville afprøve noget nyt, nemlig 1 minuts intervaller med intervalpauser på 1 minut.

JEG fik indstillet GF205'eren til at give signal efter hvert minut. De første intervaller blev løbet uden "problemer", men efterhånden var der ved at være udsolgt, når jeg havde løbet 50-55 sekunder, og de sidste sekunder blev løbet på ren viljestyrke.

PAUSERNE gjorde underværker, og jeg følte mig overraskende frisk i benene efter dagens træningspas.

JEG fik endvidere testløbet en ny langærmet løbebluse fra New Balance, som jeg fik i posen til Active Sports lagersalg i Brønderslev. Billeder følger - den er et hit til disse kølige aftener.

INTERVALLER: 3:42/km - 3:55/km - 3:51/km - 4:09/km - 4:24/km - 4:18/km - 3:50/km - 3:50/km

DET var tilfredsstillende at kunne trykke godt igennem på de sidste intervaller, men der skal eksperimenteres mere med antal gentagelser og pauselængderne, da dette næsten føltes for nemt.

FAKTA: 2,57 km. - 15:00 minutter - 11 grader


8.5.10 - UGENS 4. træningspas blev i et vejr, jeg mest af alt havde lyst til at blive indendøre i. Alt for koldt for en maj-dag, kraftig blæst og en del regn. Men hvorfor skulle det nu afholde mig fra at løbe, når jeg har løbet stort set hele vinteren?!

JEG klædte mig også næsten på som i vinters - den nye langærmede bluse, vindjakken, pandebånd, lange tights med korte uden på. Det viste sig at være helt perfekt til vejret.

FAVORITRUTEN kaldte og jeg løb afsted med mulighederne stående åbne. Skulle jeg tage en dobbelttur og få lidt km. i benene, eller "slide" lidt på bakken? Sidstnævnte vandt, og jeg tog 3 ekstra ture op ad bakken med stigende tempo, så sidste tur blev den hurtigste. Jeg løb roligt ned ad bakken som pause. Alt i alt en god tur trods træls vejr.


FAKTA: 5,21 km. - 28:43 minutter - 6 grader (regn)

Løbet tør

HVOR smart er det lige at opdage, at man er næsten løbet tør for bagepulver, når man kl. 21.00 skal til at bage kage til kollegaerne?! Ikke så smart, så nu må de nøjes med en enkelt chokoladeroulade - og de har jo forøvrigt slet ikke godt af al den kage ;-)

søndag den 2. maj 2010

IFORM-løbet i Aalborg

ENDELIG blev det d. 1. maj og jeg drog til Aalborg sammen med en flok løbere her fra byen. Vi valgte at tage bussen, så vi ikke skulle bruge energi på at finde en parkeringsplads.

FREMME i god tid og inden der var noget der lignede kø, fik vi vores startnumre og "goody-bags". Vi fandt os en plet med nogenlunde læ for den ellers friske vind fra vest. Uh, det var en kølig dag at holde skovtur, men perfekt temperatur til at løbe i. Vi fik spist vores medbragte frokost mens snakken gik lystigt.

SENERE stødte Tinna til og vi snakkede taktik for løbet og bekymringer mht. den friske vind, der specielt ville ramme os, når vi kom ned til det åbne stykke ved havnen.

DA det gik op for os, at der var fælles start for ca. 3.500 5-km.løbere, valgte vi at sørge for vores egen opvarmning og ellers indfinde os ved startanlægget i god tid. Vi løb en runde i roligt tempo, og holdt os ellers i gang med småhop på stedet. Da 10-km. løberne blev sendt afsted kl. 15.00, fandt vi vores pladser forest ved hver vores start-port. Vi var SÅ klar! Og ja, det kan godt være, at vores tid først ville blive startet, når vi passerede porten, men ingen af os har tålmodighed til at kæmpe os frem i feltet af langsommere løbere - og ambitiøse er vi jo, selvom vinden havde lagt en dæmper på forventningerne til en god sluttid på dagens rute.

ENDELIG blev vi sendt afsted - men vi slap ikke helt for at zig-zagge os afsted mellem langsommere løbere, for 10km-løberne havde været ude i en halv time og kom nu i en lind strøm forbi startområdet og blandede sig med 5km-løberne.

DER blev dog hurtigt rimelig god plads, og selvom jeg holdt et godt udgangstempo (4:29), måtte jeg snart se Tinna et godt stykke foran mig.

EFTER ca. 1,5 km. drejede vi op mod vinden og hastigheden gik ned, men jeg overhalede fortsat en del og når jeg følte mig fristet til at tage en gåpause, viste uret at jeg fortsat holdt et godt tempo, så jeg fortsatte.

2.-4. km. blev løbet i henholdsvis 5:04, 5:06 og 5:03/km. og det tegnede trods alt til en fornuftigt sluttid. Den sidste km. trykkede jeg til (4:40/km), og gav mig totalt i slutspurten med en tophastighed på 18,8 km/timen for at klemme hvert enkelt lille sekund af tiden.

JEG glemte at få stoppet uret ved passage af målstregen, så der røg lidt sekunder oveni, men jeg skød min tid rigtig - jeg var registreret med tiden 24:10, da resultaterne kom på hjemmesiden i dag. Det rakte til en samlet 46. plads ud af 3.298 der gennemførte. Og en 18. plads i min aldersgruppe. Om jeg er tilfreds?! Ja, mon ikke - det gik over al forventning, og jeg løb hurtigere end sidste år, 59 sekunder for at være helt præcis - og der var vinden ikke imod mig. Det tegner rigtigt godt for resten af sæsonen.

DAGEN sluttede vi af med at gå ud og få en fadøl og lidt at spise inden vi tog bussen hjem igen. Var der nogen, der mente, at løb er en asocial sport?

FAKTA: 5 km. - 24:10 minutter - 11 grader - (10 m/sek. vestenvind)

lørdag den 1. maj 2010

GRÅ UGLER

ENDELIG blev jeg færdige med mine Grå Ugler - en fantastisk charmerende sweater, som snart alle strikkere må have strikket. I hvert fald er der 2.797 projekter på Ravelry.

GARNET købte jeg i juni sidste år, da der var 20% rabat på garn i vores lokale garnforretning. Velovervejet - og så fik det i øvrigt lov at ligge på lager og "modne" i ca. 3/4 år. Først i  midten af marts i år slog jeg op til min ugle-sweater.

NU er jeg jo efterhånden kendt for ikke at springe over hvor gærdet er lavest, så derfor vendte jeg op og ned på opskrift og strikkede den oppefra og ned. Jeg synes, at det er genialt at prøve den på undervejs og få fornemmelsen af, om ind- og udtagninger sidder det rette sted.

SOM om der ikke var nok udfordring i at vende opskriften - som i øvrigt var på engelsk - så skulle der også lige regnes om, da jeg ikke havde samme strikkefasthed.

SELVE strikkeriet gik hurtigt på pinde nr. 6 mm. - tilpas tykke uden at være trælse at strikke med. Snart var jeg færdig med bolen, men da jeg havde strikke lidt på ærmet, stod det mig klart, at jeg havde for få masker sat af til ærmer, så de blev alt for snævre i ærmegabet. Resolut trævlede jeg tilbage til før delingen til ærmer og bol, og fik delt lidt bedre op. Belært af første forsøg, strikke jeg nu et kort stykke ned på bolen og et stykke på ærme 1, så jeg kunne prøve inden jeg strikke videre i god tro. Nu passede maskerne bedre.

DA jeg første gang strikkede bolen, havde jeg valgt ind- og udtagninger i siden, da jeg havde læst mig til, at en del havde dårlige erfaringer med indtagninger i ryggen (der kom til at bule).

EN kær strikkeveninde, som jeg mødte til Forældre og Fødsels generalforsamling d. 24. april, havde netop selv strikket 2 stk. Ugle-sweater og var begejstret for indtagningerne i ryggen, så jeg bestemte mig for at forsøge mig med dem alligevel. Lidt spøjst så det ud inden jeg fik den vasket og lagt i pres, men pasformen var fin.




JEG har endnu ikke besluttet mig til, om Uglerne skal have øjne og om det i givet fald skal være perler/knapper eller et par sting med en anden farve garn.

FAKTA:
Garn: Hjertegarn Ragg-Strømpegarn 450 gr. - pinde nr. 5 mm og 6 mm
Start: 13. marts 2010
Slut: 30. april 2010
Hot or not: Jeg elsker den allerede! Og tror, at jeg bliver nødt til at strikke en til mine piger også.
Ny teknik: Old Norwegian Cast On-method - det giver en pæn og elastisk kant.