24 timers løb i Viborg

BEDRE sent end aldrig...

DEN 14. og 15 august skulle jeg for 2. gang deltage i 24 timers løbet i Viborg, som en af flere deltagere på et hold fra mit arbejde. I år skulle min mand og vores 2 ældste børn også deltage, og vi havde besluttet os for at overnatte, så vi fik hele oplevelsen med.

RUNDEN omkring Søndersø i Viborg er ca. 5,75 km. - enkelte løbere på vores hold skulle kun løbe en enkelt omgang, men de fleste var skrevet på til flere omgange fordelt på de 24 timer. Vi endte med at være 18 løbere.

VEJRET var godt, humøret højt og forplejningen god. Vi havde telt med plads til at spise og i den bagerste del var der etableret sovepladser. En af mine kollegaer var "madtante" og sørgede rigtigt godt for os, så vi kunne være tanket op med mad og drikke.

Her er løberen før mig ved at blive sendt afsted. Jakob og Astrid er på sidelinien og hepper.

JEG havde første tur sidst på eftermiddagen om lørdagen. Det var varmt men ikke ulideligt, og løberne var godt fordelt på ruten, så det var nemt at finde sit eget tempo. På billedet herunder ses skiftet til Jakob.

MAN kunne vælge at skifte i målområdet, men det var også tilladt at skifte ved eget telt, som vi gjorde. Inden en løber blev sendt afsted skulle der skydes på, hvor lang tid vedkommende skulle bruge, så næste løber kunne være klar - vi havde ambitioner om flere runder end sidste år, så hvert sekund talte.

Her er Astrid klar til sin debut i 24. timers løbet.

Jakob stopper uret efter en flot 1. runde på 27:14 (4:44/km)

Astrid næsten fremme ved skiftet

Stadig i fuld fart giver hun depechen videre til min mand.

ASTRID var helt høj af sin præstation - hun løb sin runde på 32:36 - og virkede til at have overskud.

ET par timer senere og efter lidt optankning af depoterne, var det tid til min 2. runde. Vi var lidt foran tidsplanen, og aftensmaden lidt forsinket, så det blev blot til lidt kylling og salat samt frugt. Det kunne godt mærkes i benene, at det var 2. tur, så det blev en lidt langsommere tur.

JAKOB skulle igen overtage efter mig, men han følte sig ikke helt på toppen, og også han løb en noget langsommere 2. tur.

Det var begyndt at "mørkne" men stien var godt oplyst. 2. tur løb han i 30:06.

SENERE på aftenen løb manden sin 2. runde, og så var det ellers tid til at gå i seng. Grundet regn de foregående dage, var der meget fugtigt i teltet, og det blev også ret koldt, men det lykkedes at få et par timers søvn.

JEG havde sat mig selv på til at løbe en tur tidligt søndag morgen - en veninde fortalte om den fantastiske oplevelse af at løbe ved solopgang. Uret var sat til 30 minutter før jeg forventede at skulle løbe (kl. 04.30) - 10 minutter i 4 blev jeg vækket af en kollega, der kunne fortælle, at løberen før mig netop var startet sin runde. Vi var foran tidsplanen, så det var med at komme op og få gang i kroppen. Det var bestemt ikke lysten, der drev værket på dette tidspunkt.

HURTIGT kom jeg i løbetøjet, fik snøret skoene, greb en banan og et stykke chokolade, og så ellers op til toiletvognen. Jeg småløb derop for at få vækket benene. Normalt har jeg ikke noget problem med at løbe tidligt om morgenen på nærmest tom mave, men dette føltes som tortur. Alt for lidt søvn, kølig og fugtig luft, nærmest tåget - og stadig buldrende mørkt.

JEG holdt mig klar med en varm trøje over skuldrene, og havde refleks om den ene arm. Jeg var lidt spændt på om solen ville nå at titte frem, og på hvordan det ville være at løbe i mørke. Heldigvis var der lys langs stien, så helt mørkt var det ikke.

MIT udgangstempo var langsommere end normalt, men det gjalt blot om at komme i gang. Heldigvis kunne jeg holde tempoet hele vejen rundt. Solen lod vente på sig, men det var alligevel en fantastisk oplevelse at prøve at løbe i mørket. Stemningen var en anden - der var meget stille langs teltene i forhold til aftenen før. Udenfor sad nogle enkelte godt pakket ind i tæpper og med fakler tændt.

PÅ villavejene på den anden side af søen, var der flere steder sat fakler og haveblus ud - det føltes rigtigt rart. Og rart var det også at vide, at når jeg kom tilbage til vores lejr, var jeg færdig med mine runder.

TILBAGE i lejren var det stadig tåget og køligt. Efter at være dampet af, fandt jeg tørt og varmt tøj frem og pakkede mig ind i et tæppe. Lidt høj ovenpå løbeturen var jeg nok - i hvert fald var jeg lysvågen og satte mig uden for og fulgte mine medløbere.

SENERE på dagen, hvor manden skulle ud på sin 3. og 4. tur og Astrid skulle løbe sin 2. tur, brød solen igennem og det blev rigtigt dejligt at være tilskuer. Vi var fortsat lidt foran vores tidsplan, ifølge hvilken vi skulle nå 48 runder på de 24 timer, og vi begyndte at se på muligheden for at nå en ekstra runde. Sidste runde skulle være påbegyndt senest kl. 11:45. Adrenalinet steg efterhånden som vi fik hentet minut efter minut. Vi havde gode løbere på skemaet, som alle løb et stykke under 30 minutter eller tæt på. Astrid var også sat på, men vi "ofrede" hendes tur og satte en hurtig løber på, så vi kunne skaffe yderligere et par minutter.

VI var endnu i tvivl om det ville lykkes, da vi sendte - forhåbentlig - næstsidste løber afsted. Aftalen var nu, at Astrid skulle løbe den sidste tur. Jeg foreslog, at jeg løb sammen med Astrid fra vores telt til målområdet for at sikre, at hun nåede det inden tidsgrænsen - resten af runden ville hun havde god tid til, da hun blot skulle nå i mål inden 12.30.

EN af de unge løbere, der havde løbet 4 runder, ville dog gerne lige "jogge af" og ville derfor gerne løbe sammen med Astrid. Efterhånden som minutterne gik, lagde vi en plan B - hvis det blev rigtigt snert, skulle Astrid begynde at løbe i forvejen, og han ville så bringe depechen frem til hende. Alle var høje af adrenalin.

DE kom afsted uden at vide, at de havde ok god tid - bagefter viste det sig, at de havde en margin på 3-4 minutter. Vi ventede spændt i lejren, klar til at løbe samlet i mål, som der er kotyme for ved 24. timers løbet.

ENDELIG dukkede Astrid op, men vores unge løber var ikke at se. Astrid fortalte, at de havde haft en gåpause ved Golfhotellet (efter ca. 4 km.), og han havde sagt, at hun bare skulle løbe videre, når hun kunne. Han kunne bagefter fortælle, at Astrid havde fortsat det gode tempo efter målområdet, og han lige og lige kunne hænge på. Da hun satte i løb efter gåpausen, havde han ikke mere at give af, og væk var hun.

HUN gjorde det nu også rigtigt flot og løb i ca. 31:30 - nok var hun holdets yngste løber, men langt fra den langsomste. Og hun var meget stolt.

VI var alle ret mærkede af løbet, og der var depoter, der skulle tankes op resten af dagen. Men ingen tvivl - vi gør det igen til næste år, og det var en god oplevelse at være med næsten alle 24 timer. Vi nåede 49 runder - en forbedring i forhold til sidste år, hvor vi nåede 46 runder.

FAKTA: 1. runde: 28:56 - 2. runde: 30:06 - 3. runde: 31:10.