onsdag den 18. maj 2011

Løbeopdatering 1. kvartal

SÅ fik jeg igen lyst og energi til at skrive på bloggen. Først bladrede jeg mine få indlæg for 2011 igennem, og opdagede, at det var minimalt, hvad jeg havde skrevet om mit løb i år. Kun en status på 2010. Sølle.

MIN kære mand inviterede mig - som julegave - til at løbe Berlin Marathon til september 2011 sammen med ham (der inden da aldrig havde løbet over 10 km.). Nu skulle vi have et fælles stort træningsmål for 2011 - han fortrød, at han ikke var gået med, da jeg meldte mig til ½marathon i efteråret.

VI fik meldt os til og fik lokket min søster og hendes kæreste til at tage med. De har før løbet Berlin Marathon, så det vil være dejligt for os at have et par mere erfarne løbere med. Men så kneb det med min motivation til at træne. Vinteren gjorde det jo godt nok heller ikke lettere, men det var som om det store mål for 2011, som jeg ikke selv havde sat, tyngede mig og fratog mig den sidste gnist.

JEG skulle virkelig hive mig selv op for at komme afsted. Minde mig selv om, hvor godt jeg ville have det bagefter, og at jeg endnu aldrig havde fortrudt en træningstur. Det blev til et par ture om ugen på 5-8 km. som regel. Nedslående var det også, at den gode form fra før jul, langsomt forduftede.

I marts blev vejret langsomt bedre, og dagene længere - og dermed blev det nemmere at finde tid til løbeturene. Jeg kom op på ca. 3 ture om ugen og langsomt skete der noget positivt med formen. Første løb trængte sig også på, men det var uden ambitioner og store forventninger, at jeg stillede op i Himmerlandløbet søndag d. 3. april. Det blev en fin oplevelse - altid dejligt at løbe i Uhrehøj plantage om foråret.

Fakta: 8,4 km. - 42:34 minutter - 7 grader




Og Astrid løb sig til en 3. plads i aldersgruppen til 15 år, og fik en pokal med hjem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK