mandag den 28. maj 2012

Cph. Marathon - løbsberetning


DAGEN før den store dag var min søster og svoger forbi hos min mor, hvor vi havde indlogeret os. Jeg fik mit løbsnummer og  fik aftalt de sidste praktiske detaljer med min svoger, som jeg skulle følges med til København. Afgang fra Køge kl. 07:45. Ellers gik dagen med afslapning, en lille kort løbetur for at teste et par nye CEP-kompressionsstrømper, som jeg overvejede at løbe i, opfyldning af depoterne og klargøring af udstyret.

SØNDAG vågnede jeg kl. 04.00 og var på toilettet, men havde svært ved at falde i søvn igen. Det lykkedes dog, så søvnen var dyb, da mobilens alarm gik i gang ved 6-tiden. Morgenmaden blev indtaget i et stille køkken - det sikre valg med en god gang havregryn, kaffe, drikkeyoghurt og en bolle med honning. Og selvfølgelig et par glas vand.

INDEN jeg kørte, fik jeg liv i resten af familien, der ville tage til København og heppe lidt senere. Jeg følte mig spændt, men egentlig ikke nervøs. Jeg glædede mig virkelig til at prøve distancen igen, og følte mig godt forberedt.

VI var fremme ved startområdet en lille times tid før start og fik klaret et toiletbesøg inden køerne voksede sig alt for lange. Derefter begav vi os gennem menneskemængden, der ikke blot bestod af de forventningsfulde løbere, men også deres ledsagere. Ikke en gang området med bagageindleveringen var lukket for ikke-løbere, og det virkede noget mere kaotisk end i Berlin. En masse løbere var på vej ud af området gennem samme åbning i hegnet, som var markeret som indgang.

INDEN vi afleverede vores poser med ekstra tøj mv. fik vi taget dette billede:

Snart klar til start

ET kvarters tid før start gik vi til hvert vores startområde. Jeg valgte at stille mig i området med forventet sluttid på 3:50. Der var god plads omkring os, og stor koncentration at spore hos alle løbere. Jeg kiggede mig omkring for at se om jeg kunne få øje på min træningsmakker, der skulle have sin debut, men det lykkedes ikke. Jeg tog de sidste par slurke vand og smed vandflasken fra mig.

CA. 7 minutter efter startskuddet passerede jeg endelig startmåtten, og det var skønt at komme til at løbe. Temperaturen var endnu behagelig, og der var mange tilskuere i startområdet.

KORT efter vi drejede ind på Nr. Voldgade spottede jeg min tidligere trainee, som jeg godt vidste skulle løbe Cph. Marathon. Jeg hilste kort på hende, og måtte så lade hende trække fra. Jeg følte, at jeg var kommet ind i et godt flow, lidt hurtigere end planlagt, men benene føltes gode. De første 4 km. blev løbet på 5:23/km. og jeg var snart fremme ved første depot. Der var meget trængsel omkring bordene, og kort lunte hos mange, der bare ville have væske NU. Jeg tog et glas vand og et ekstra til at hælde over mine håndled til nedkøling.

VED ca. 5 km. mødte jeg første gang mit heppekor, der havde taget opstilling med flot banner.



DER var allerede kommet god spredning på løberne, og jeg kunne nemt placere mig i den rigtige side af vejen, så jeg kunne give high-five til min familie.



SNART var jeg ved Trianglen, hvor der som ventet var stor publikumsopbakning. Herligt, og lige til at få de små hård til at rejse sig på armene. Km-tiderne lå fortsat på lige under 5:30/km. og varmen var til at holde ud.

ENDNU et depot blev nået og også denne gang indtog jeg kun vand, og fandt hurtigt ind i rytmen igen efter at have gået igennem depotet. Kort efter at have passeret Trianglen igen, stod mit heppekor atter parat med opbakning.



ALDRIG tror jeg, at jeg har løbet 10 km. så nemt - jeg følte nærmest lige, at jeg var startet løbet, da jeg passerede 10-km.mærket, og det tegnede godt, selvom varmen begyndte at kunne mærkes.

NÆSTE depot var på Nørrebro kort efter 11 km. Her tog jeg første portion energigel, og satte min vandration op til 2 glas. Det var pludselig faldet mig ind, at der jo var længere mellem depoterne i København end i Berlin, hvor jeg havde klaret det fint med et glas vand pr. depot.

KM.-tiderne på de næste 8 km. faldt lidt, men jeg følte mig fortsat godt løbende (men så allerede mange løbere, der fik kramper) og havde snart udsigt til gense mit heppekor, der ville være at finde ved Dybbølsbro - og snart ville jeg også være halvvejs. På Dybbølsbro var der igen tæt af løbere, da vi passerede hinanden på vej til Vesterbro og retur.



DER var fest og glade dage på Vesterbro-sløjfen, men det kneb med at holde det gode tempo, og km-tiderne var dalet til ca. 5:50-5:55/km. På vejen tilbage mod Fisketorvet, råbte Astrid til mig, at min træningsmakker var lige bag mig. Jeg kiggede mig tilbage, men kunne ikke få øje på hende i mængden af løbere, men forventede derefter, at hun ville passere mig hvert øjeblik det skulle være.

DE følgende km. var tunge og jeg tænkte bare på at komme til det næste depot. Ved ca. 24 km. var jeg endnu ikke blevet indhentet af min træningsmakker, men efter depotet vurderede jeg, at hun kunne være "smuttet" forbi uden at jeg havde opdaget det. Jeg var ikke ene om at være mærket af varmen. På dette stykke så jeg de første par løbere, der var kollapsede og måtte give op i varmen.

TUREN gennem Nyhavn, og forbi Amalienborg var ingen fornøjelse. Jeg bemærkede knap nok, at vi passerede Amalienborg. Km-tiderne blev dårligere og dårligere, og jeg måtte indlægge gåpauser ad hoc. Indimellem var der korte strækninger med brosten, og det var særligt hårdt at løbe på disse. Jeg forsøgte at blot at tænke på at komme til næste depot, og ellers at holde tankerne positive.

VED depotet omkring 32 km. var det rart at tænke på, at der nu "blot" var ca. 10 km. til mål, og at der kun var et par km. til næste gensyn med heppekoret. Kort før Trianglen blev jeg passeret af fartholderne med 4:10-ballonen, der kom med opmuntrende tilråb og tilbud om "at hænge på" - det var lettere sagt end gjort.
Der spejdes

Og strækkes ud


Sirius Patruljen passerer


Og endelig var jeg dér (midt i billedet)



DET var efterhånden tydeligt at langt de fleste løbere var godt mærkede af varmen, og langt de fleste "skyndte" sig at søge skygge i højre side af vejen langs Sortedams Sø, hvor publikum i øvrigt var fantastiske og delte vand ud som et ekstra depot.

EFTER Israels Plads og med godt 4 km. igen passerede jeg Sirius Patruljen med deres slæde - overvejede kort at bede om et lift, men de så nu heller ikke for friske ud. Det var også omkring dette tidspunkt, at jeg passerede min gamle trainee, som altså også havde tabt terræn i anden halvdel.

VED Gl. Strand stod en bekendt, der selv skal løbe Berlin Marathon senere i år, og heppede. Hun tilbød vand, men der var ikke langt til næste depot, så jeg afslog. Større var tørsten ikke.

DE sidste par km. var ikke noget kønt syn - mange sled sig virkelig op, og jeg så vel en 5-6 stykker, der var kollapsede på denne strækning. Da jeg var omkring 500 meter fra mål og lige inden jeg skulle dreje fra Langebro ned til Islands Brygge, måtte jeg lige ned at gå en sidste gang. Jeg blev passeret af en mandlig løber, der sagde "kom nu, du kan godt løbe det sidste stykke. Nu har jeg løbet bag dig så lang tid, så kom nu!" Det gav lige lidt ekstra kræfter, og jeg fik også overhalet ham frem mod mål.

FREM mod målportalen - hvilket herligt syn - var der ikke meget plads at løbe på - jeg "baskede" lidt med armene ud mod publikum og det føltes som om de gav lidt mere hep tilbage.

Vældig overskudsagtig på billedet (og se kvinden i sort bagved, der løber med - så hold jer dog væk)
DET blev ikke til de store jubelscener, da jeg passerede målstregen. Jeg fortsatte med gå og fik snart min medalje om halsen og en rose i hånden. YES - jeg gjorde det!!! Mange havde "smidt" sig i målområdet helt udmattede, og samaritterne havde travlt. Jeg indkasserede alt hvad der blev tilbudt at spise og drikke - vand, energidrik, kanelgifler, yoghurt og frugt - og så dukkede min svoger op og ønskede tillykke med et flot løb. Det viste sig, at han havde valgt at stoppe ved 29 km. - jeg havde slet ikke registreret, at han stod sammen med mit heppekor ved 34 km. og det var nok også meget godt.

VI begav os videre mod bagageudleveringen og undervejs fik jeg lige et par glas cola og en øl.

Imens kæmper familien sig vej til tjek-point

ENDELIG kunne vi sætte os i græsset og slappe lidt af sammen, mens de første indtryk blev delt med familien.

Tiderne tjekkes - lidt slidt - træningsmakkeren endnu ikke i mål



DET blev ikke det marathon, som jeg havde forestillet mig, men vejret taget i betragtning, er jeg godt tilfreds. Varmen kom så pludseligt og jeg har slet ikke haft trænet i varme i denne sæson, hvilket er en stor forskel fra Berlin sidste år. Jeg undervurderede varmen og lagde for hårdt ud, selvom det ikke føltes som et hårdt udlæg, men km.-tidernes udvikling taler vist deres tydelige sprog. Og det er erfaringer, jeg vil tage med mig videre mod næste marathon, der dog ikke er planlagt endnu.

FAKTA: 42,195 km. - 4:18:25 - 20 grader VARMT og næsten vindstille




3 kommentarer:

  1. FLOT! At du gennemførte i sådan en varme.
    Og dejligt at du deler dine oplevelser med os andre ;-)

    SvarSlet
  2. Det er bare så flot at du gennemførte trods varmen - du kan sagtens være stolt selv om du havde forestillet dig noget andet. Og tak fordi du deler så ærligt, jeg har lært meget af at læse den slags beretninger i den sidste tid - for jeg troede kun at det var mig der begyndte at føle det tungt omkring de 20-24 km. Og det viser sig at det gør rigtig mange, og så er det nemmere at acceptere go derved bare fortsætte løbet.
    Den der med at sætte lidt for hårdt ud - den kender vi vist alle. Man bliver jo revet med af feltet og det kræver en næsten overmenneskelig styrke at holde sig nede. Men vi lærer det nok når vi har løbet mange flere marathons. For det gør vi jo. Ikke?

    SvarSlet
  3. Gratulerer en gang til! Varmen er det jeg frykter mest også. Man kan gjøre alt riktig; trene, spise og forberede seg mentalt og så lite som varmen ødelegger alt. Du skal være stolt at du gjennomførte og med det smilet på alle bilder. Jeg skal løpe i Stockholm på lørdag og det er meldt mega reign!? Vet ikke om jeg er så glad for det

    SvarSlet

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK