torsdag den 21. marts 2013

Førstehåndsindtrykket


SOM nævnt tidligere har jeg vundet et personligt tilpasset træningsprogram hos Multirunner.dk. For godt en uge siden oprettede jeg min profil på hjemmesiden - hvor alle i øvrigt har mulighed for at prøve konceptet gratis i 14 dage.

MAN vælger sit træningsmål - i mit tilfælde Berlin Marathon til september - og angiver hvor mange gange om ugen og hvilke dage man vil træne. Dernæst skal der indtastes oplysninger om køn, alder og højde+drøjde, og så ligger der træningsprogram for de næste uger i kalenderen.

MIN første uge, som jeg havde sat til at starte onsdag d. 13. marts, bød på 2 distance-træninger og et testløb. Distancetræningerne var tilpas for mit nuværende træningsniveau, men havde jeg været i den form, jeg var sidste år, ville det have været for korte distancer, og omvendt kunne jeg jo også have været i dårligere form. Det angivne tempo var også passende, men må være baseret på nogle standard-iagttagelser om kvinder på min alder og højde/drøje.

TRÆNINGSPROGRAMMET tilpasser sig automatisk, når man opdaterer sin løbekalender med de gennemførte træningssessioner. Man kan enten markere, at den planlagte træning er gennemført, eller indtaste data hvis man har løbet noget andet.

JEG lagde data ind for mine træninger fra mandag d. 11. marts, og straks ændredes mit løbeprogram, hvilket jeg ikke lige var opmærksom på, før jeg skulle gemme det næste planlagte træningspas - som så viste sig at havde ændret sig i forhold til det, jeg troede, at jeg skulle løbe.

SØNDAG d. 17. marts troede jeg, at jeg skulle løbe testløb - opvarmning, 3 km. maks. og afjogning. Det blæste en del og der var faldet noget sne, hvilket ikke gjorde det optimalt. Jeg forsøgte at planlægge en rute, hvor jeg fik mindst mulig vind på de 3 km.. Og så viste det sig - heldigvis inden jeg stak af sted - at jeg slet ikke skulle løbe testløb, men derimod et distanceløb i lavt tempo, hvilket passede mig langt bedre.

TRÆNINGSPLANEN angiver på hjemmesiden et tempo som "meget let", "let", "moderat", mv. hvilket for mig er lidt for difust, men hvis man vælger at få tilsendt dagens træningspas pr. email, angives der her, hvilket tempo, den primære aktivitet skal løbes i.

FOR at styre træningen mht. tempo og distance, har jeg brugt mit løbeurs muligheder for at oprette træning med netop de angivelser. Første gang havde jeg ikke fået lagt tempoalarm ind, hvilket betød, at jeg løb og kiggede på uret hvert andet øjeblik, hvilket var utroligt forstyrrende, men nu fungerer det fint.

MIT umiddelbare indtryk er positivt - jeg er overrasket over, hvor motiverende det er for mig, at der er lagt et træningsprogram, der tilpasser sig min træning, og tager højde for fremgang, sygdom, missede træningspas etc. Mit forbehold og undren over, hvordan programmet finder frem til hastighed og distance for de første træningspas, bør dog ikke afholde nogen fra at benytte sig af Multirunner.dk - man kan jo blot vælge en anden distance eller andet tempo, for programmet vil med det samme tilpassse den fremtidige træning til den nye information.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK