torsdag den 11. april 2013

Skærtorsdagsløbet 2013


FOR 3. år i træk stillede vi til start ved Skærtorsdagsløbet i Herlufsholm ved Næstved. I år i det dårligste vejr hidtil. Første år var der varmt - nogen led i varmen - sidste år helt perfekt løbevejr med mange deltagere, ikke mindst fra min familie.

Den løbende familie samlet

I år var familie-feltet ikke så stort, som vi havde forestillet os - optimistisk skulle alle mine søskende med familier have været med, men vinteren betød at nogen ikke havde fået trænet, andre havde lagt alternative planer, og min mor valgte i sidste øjeblik at blive hjemme. Hun var ellers opsat på at skulle have gennemført den korte rute på ca. 3 km. med sine stave, men føret var ikke optimalt.

GODT klædt på til blot 2 grader og en del vind, mødtes vi med min søster, svoger og niece på stadion. Det var tydeligt, at der ikke var så mange til start som året før, men alligevel føltes det lidt trangt i forreste del af feltet, hvor Astrid og jeg kæmpede os frem.

SET i lyset af, at jeg slet ikke var i samme form som sidste år, havde jeg meldt mig til den mellemste rute på 5,2 km. Formen føltes slet ikke god nok til at løbe tilfredsstillende på en 10 km.

JEG lagde hårdt, men forholdsvist kontrolleret ud og løb første km. på 4:30 min.
Billede lånt på HGATM.dk - umiddelbart før skovstrækningen

Benene føltes gode, men efter 2 km. blev det tungt - primært fordi ruten nu gik gennem skoven, hvor stien enten var isdækket, eller meget smattet, og tilmed var der en smule stigning på denne strækning. 3. km. blev løbet på 5:26 min. Jeg blev overhalet af min mand, men holdt ham inden for synsvidde. Det føltes som en lettelse, da skovstrækningen var slut og vi drejede ud på asfalt, og tempoet kunne øges.

JEG havde ingen ide om, hvor mange kvinder der var foran mig. De første 3 km. løbes der på samme rute for 10 og 5 km., men jeg var ikke blevet overhalet af mange, og er var ikke nogen umiddelbart bag mig, så jeg fandt ind i et godt flow på de sidste par km., som blev løbet på lige under 5 min./km. og jeg løb i mål i tiden 26:00 - den officielle distance var opgivet til 5,144 km. og var iflg. gps 5,29 (min søster og mand målte ca. det samme).

BØRNENE havde løbet rigtigt fint, men havde et par steder haft svært ved at se præcis hvilken vej de skulle løbe på 3-km.-ruten, og var uvisse på deres placeringer.

GRUNDET vejret trak vi indenfor. Pludselig måtte vi skynde os ud - Astrid og Signe blev kaldt frem som vindere!

ASTRID blev nr. 1 i tiden 17:20 og Signe blev nr. 2 i tiden 18:41. Præmien var et stort påskeæg og en påskehare til de 3 vindere.

KORT efter blev vinderne blandt drengene kaldt frem, og Jakob løb med 2. pladsen i tiden 15:48.

Sådan ser 3 vindere ud!
EFTER løbet holdt vi påskefrokost hos min mor. Midt i maden havde min svoger en meddelelse.... "vinderen på 5 km. distancen var taget hjem, da vinderne skulle kåres, men jeg lovede at tage præmien med til hende" - trods en tid ca. 7 minutter dårligere end sidste års vindertid løb jeg med sejren foran ca. 40 andre kvinder!!! Præmien var et gavekort til Sportsmaster på 300 kr. - mon ikke jeg kan finde noget lækkert løbegrej?!

En uvidende vinder på vej i mål


TIDERNE siger vist alt om, at vi ikke var de eneste, der mødte op i dårligere form end sidste år - men trods alt i bedre form end konkurrenterne.

FAKTA: 5,144 km. (off.)/5,29 km. (gps) - 26:00 - 2 grader, skyet og blæsende




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kære Bloglæser

Det er altid dejligt med kommentarer til blog-indlæggene!

Ha' en god dag.

Hilsen LisbethK